Optimal fremgangsmåde for farvesynstest

En pålidelig farvesynstest kræver korrekte omgivelser, den rette testtype og korrekt udførelse. Nedenfor gennemgås de vigtigste faktorer og anbefalinger baseret på evidens og best practice inden for optometri og oftalmologi.

Testmiljø og belysning

Valg af testmetoder

Valget af farvesynstest afhænger af formålet (screening vs. detaljeret diagnose) og hvilke farvesansdefekter man ønsker at identificere. Nedenfor sammenlignes almindelige testmetoder:

  • Ishihara-testen (pseudo-isochromatiske tavler): Ishihara-pladerne er den mest udbredte screening for rød-grøn farveblindhed (Color vision test – Wikipedia). Testen består af trykte farveprikker, der danner tal eller figurer, som personer med normalt farvesyn kan se, men personer med rød-grøn defekt ikke kan (COLOR VISION TESTS – Procedures for Testing Color Vision – NCBI Bookshelf). Fordelen er, at Ishihara er hurtig, billig og let at administrere, selv for uerfarne, og den fanger ca. 90–95% af medfødte rød-grøn-defekter (COLOR VISION TESTS – Procedures for Testing Color Vision – NCBI Bookshelf). Ulemperne er, at testen ikke dækker blå-gul-syn (tritan defekter) (Color Vision Testing Methods: Use in workplace screening – Mediprise) og kun giver en grov inddeling. Ishihara kan således afsløre om en rød-grøn defekt er til stede, men ikke præcist klassificere typen eller graden af defekten. Desuden kan små børn og analfabeter have svært ved Ishiharas tal – til dem findes særlige plader med fx stier eller symboler i stedet for tal (Color vision test – Wikipedia). Hvis en person fejler Ishihara-screeningen, anbefales det altid at følge op med en supplerende test for at bestemme defektens art og omfang (Color vision test – Wikipedia).
  • HRR-testen (Hardy-Rand-Rittler): HRR er det næstmest udbredte pseudo-isochromatiske testsystem (Color vision test – Wikipedia). Det adresserer flere af Ishihara-testens begrænsninger. HRR inkluderer nemlig både rød-grøn og blå-gul farvefejl i sine tavler og kan dermed opdage tritan defekter, som Ishihara overser (Color vision test – Wikipedia). Figurerne i HRR er enkle symboler (fx cirkel, stjerne, trekant) i stedet for tal, hvilket gør den brugbar til børn og personer, der ikke kan læse (Color vision test – Wikipedia). Den er også mindre sårbar over for memorering, da figurerne varierer i position på tavlerne (HRR Colour Vision Test – Colour Vision Test – Kay Pictures). HRR-testen består typisk af et screening-sæt af plader efterfulgt af diagnostiske plader, der kan angive defektens type (protan, deutan, tritan) og sværhedsgrad (mild, moderat, svær) (HRR Colour Vision Test – Colour Vision Test – Kay Pictures). Studier har fundet, at den nyeste HRR-udgave identificerer farvesvaghed med høj nøjagtighed – faktisk bedre end Ishihara i nogle undersøgelser (HRR Colour Vision Test – Colour Vision Test – Kay Pictures). HRR’s ulempe er, at den historisk set ikke har været helt så kendt som Ishihara, og at korrekt belysning af pladerne er lige så afgørende. Samlet set betragtes HRR som et fremragende alternativ eller supplement til Ishihara, især når man ønsker at detektere alle typer farvesynsfejl og vurdere deres omfang (Color vision test – Wikipedia).
  • Farnsworth D-15 (farvearrangementstest): Farnsworth Panel D-15 består af 15 farvede kapsler, der skal sorteres i farvespektrum-rækkefølge. Testen adskiller sig ved at måle farvetoneskelneevne (hue discrimination) frem for at læse figurer (Color Vision Testing Methods: Use in workplace screening – Mediprise). En person med normal farvesans vil kunne arrangere kapslerne i korrekt rækkefølge, mens en farvesvag typisk laver karakteristiske krydsende fejl i rækkefølgen, som afslører type og sværhedsgrad af defekten (Color Vision Testing Methods: Use in workplace screening – Mediprise). Fordele: D-15 kan opdage både rød-grøn og blå-gul afvigelser (Color Vision Testing Methods: Use in workplace screening – Mediprise). Den bruges ofte i erhvervsscreening efter en Ishihara-test – f.eks. kræver mange politi- og transportmyndigheder, at kandidater, der fejler Ishihara, testes med D-15 for at se om defekten er mild nok til at bestå (Color vision test – Wikipedia). Omkring 50% af dem, der dumper Ishihara, kan faktisk godt klare D-15 (Color vision test – Wikipedia), hvilket indikerer en mildere anomali der måske er forenelig med dagligdags opgaver. Farnsworth D-15 giver altså en bedre indikation af, om en farvesynsdefekt er mild (består testen) eller moderat/svær (dumper). Ulemper: Testen kræver forståelse for opgaven og lidt motorik, så helt små børn kan have svært ved at gennemføre den. Desuden tager den et par minutter længere end en simpel pladetest, og meget milde anomalier kan stadig klare D-15, så den er mindre følsom som ren screening sammenlignet med Ishihara (Color vision test – Wikipedia).
  • Anomaloskop: Anomaloskopet er et specialiseret optisk instrument, der anses som “guldstandard” til diagnose af farvesynsdefekter. Det klassiske Nagel-anomaloskop tester rød-grøn farvesyn ved at lade personen justere en blanding af rød og grøn lys, så den matcher en gul reference – den såkaldte Rayleigh-match (Color vision test – Wikipedia). Resultatet (forholdet mellem rød/grøn og lyshedsniveauet ved match) afslører entydigt om personen er protan (rødsvag), deutan (grønsvag), eller normal, og i hvilken grad (Color vision test – Wikipedia). Fordelen ved anomaloskopet er meget høj præcision: det kan kvantificere typen og sværhedsgraden af farveblindhed med stor sikkerhed (Color vision test – Wikipedia). Det kan skelne mellem dichromati og anomal trichromati og graduere hvor anomal en trichromat er. Ulemperne er, at apparatet er dyrt og kræver specialviden at betjene (Color vision test – Wikipedia). Derfor bruges anomaloskoper primært i forsknings- og specialklinikker, ikke til rutinemæssig screening. For blå-gul-syn findes der særlige anomaloskoper (baseret på andre matchprincipper), men de bruges endnu sjældnere. Samlet set er anomaloskopet mest relevant, når en ekstremt præcis bestemmelse af farvesynet er nødvendig – f.eks. ved videnskabelige undersøgelser eller særlige erhvervsmedicinske vurderinger – mens de ovennævnte plade- og arrangementstest er tilstrækkelige for almindelig praksis.

(Andre tests såsom City University-testen (en pladetest med matching af plet blandt fire farver) og Farnsworth-Munsell 100-hue testen (udvidet arrangementstest med 85 farvenuancer) findes også. Disse bruges til henholdsvis at påvise alle typer defekter via match-opgaver og til at kvantificere farvediskrimination meget fint. I praksis anvendes de dog mindre hyppigt end ovenstående standardtests.)

Digitale muligheder og udfordringer

  • Kan digitale test erstatte fysiske? Digitale farvesynstest er blevet stadig mere udbredte. I princippet kan de erstatte trykte test, men kun hvis de er omhyggeligt designet, kalibreret og valideret (Color vision test – Wikipedia). En digital udgave af en test skal gennemgå ny validering for at sikre, at den fungerer lige så godt som den fysiske original på tværs af skærme (Color vision test – Wikipedia). Et stort problem er, at mange frit tilgængelige online-tests ikke er videnskabeligt validerede og ofte tages på ukalibrerede skærme, hvilket kan give misvisende resultater (Color vision test – Wikipedia). Sådanne “internet-test” kan være en sjov indikation, men kan ikke stå alene diagnostisk. Når digitale test derimod udføres under kontrollerede forhold – f.eks. med kendte skærmparametre – kan de være fuldgode og endda byde på visse fordele frem for de trykte udgaver.
  • Skærmkalibrering og lysforhold: En afgørende udfordring ved digitale farvesynstest er skærmens kvalitet og kalibrering. For korrekte resultater skal skærmen kunne gengive farver præcist. Man anbefaler brug af en skærm indstillet til dagslys-hvidpunkt (fx ~6500 K) og høj farvegengivelse, svarende til kravene for lamper (Ishihara test – Wikipedia). Nogle computer-baserede tests specificerer endda skærmens luminans og farvetemperatur – fx er en specialtest udviklet af City University mest følsom ved omkring 9000 K skærmfarvetemperatur (Colour vision testing). Rummet omkring bør have dæmpet, neutral belysning for at undgå genskin eller farvet stik på skærmen. Ukorrigeret skærmindstilling eller forkert lys kan føre til, at farvenuancer vises forkert, og dermed at testen giver forkerte resultater (Color vision test – Wikipedia). Derfor bør enhver digital farvesynstest foretages på en kalibreret skærm under standardiserede lysforhold – gerne med samme omhu som man ville til en trykt test.
  • Fordele ved digitale tests: Når de tekniske krav er opfyldt, har digitale farvesynstest flere praktiske fordele. For det første kan de randomisere indholdet, så testpersonen ikke kan memorere facit (Color vision test – Wikipedia). De kan også laves adaptive, dvs. at testen justerer sværhedsgraden eller fokus efter personens præstation – f.eks. kan den give flere rød-grøn-opgaver, hvis den sporer en rød-grøn svaghed (Color vision test – Wikipedia). Digitale tests undgår problemer som farveplader der falmer med tiden, og de eliminerer variation i testafvikling mellem forskellige undersøgere (Color vision test – Wikipedia). Scoring kan automatiseres, hvilket mindsker risiko for fortolkningsfejl. Endelig kan digitale platforme ændre parametre dynamisk (f.eks. gradvist mindske farvemætning) for at måle tærskelværdier i farvesynet (Color vision test – Wikipedia) – noget som trykte tests ikke kan.
  • Validerede digitale løsninger: Der findes allerede flere anerkendte digitale farvesynstest, som er videnskabeligt validerede og bruges især i arbejdsmedicinsk regi. Eksempler inkluderer Cambridge Color Test (CCT), udviklet i 1990’erne, og Colour Assessment and Diagnosis (CAD) testen fra City University London (Color vision test – Wikipedia). Disse tester farvesansen ved hjælp af computer-genererede mønstre og er kalibreret til at måle meget små farveforskelle. Også en nyere Colour Vision Assessment test (University of Minho, 2016) er blandt de validerede digitale værktøjer (Color vision test – Wikipedia). Desuden benytter visse luftfartsmyndigheder og militær nu digitale kontrastratio-tests (f.eks. koniske kontrasttests) som del af deres screening. Summen er, at digitale tests kan erstatte fysiske, hvis de bruges under kontrollerede forhold. Indtil videre er konsensus dog, at traditionelle tests forbliver reference-standard, mens digitale suppleringer vinder frem i takt med at kalibrering og standarder bliver bedre etableret.

Afstande og eksponeringstid

  • Læseafstand til testmateriale: Afstanden mellem testpersonen og farvesynstesten skal være passende for at sikre korrekt visning. For pseudo-isochromatiske pladetests (som Ishihara og HRR) anbefales en afstand på ca. 75 cm mellem øjnene og testpladen (COLOR VISION TESTS – Procedures for Testing Color Vision – NCBI Bookshelf) – omtrent en armslængde. Dette sikrer, at pladen fylder en passende del af synsfeltet uden at detaljer studeres for tæt på. For arrangementstest (som Farnsworth D-15) kan afstanden være noget kortere, ca. 50 cm, da deltageren skal kunne håndtere og flytte farveprøverne nemt på et bord (COLOR VISION TESTS – Procedures for Testing Color Vision – NCBI Bookshelf). Generelt bør afstanden være den, der føles som en komfortabel læseafstand for personen, med eventuelle briller på, så figurerne ses skarpt.
  • Eksponeringstid per plade: Det er vigtigt at tidsbegrænse, hvor længe testpersonen ser på hver farveplade. Overordnet princip: hurtig aflæsning giver det mest pålidelige resultat. Standard praksis for Ishihara-testen er at give højst ~3 sekunder for hver plade (Ishihara test – Wikipedia). Testlederen viser pladen kortvarigt og beder om svar med det samme. Hvis personen ikke svarer korrekt inden for et par sekunder, noteres det som en fejl, og man går videre. Denne fremgangsmåde forhindrer, at personen sidder og gætter eller sporer mønstre for længe (Ishihara test – Wikipedia). Ved længere eksponering kan en farvesvag person nogle gange begynde at ane konturer ved at følge prikkerne med øjnene eller tilvænne sig kontrasterne, hvilket kan snyde testen. Derfor anbefales det at overholde en kort, ensartet eksponeringstid pr. plade. (Fx i nogle kontrollerede protokoller gives ~5 sekunder maksimalt per Ishihara-plade (Ishihara Color vision tests : r/ColorBlind – Reddit), men 2–3 sekunder er ofte nok). Ingen coaching eller pegen må ske imens – testpersonen må ikke få hjælp udover tid til at svare (Ishihara test – Wikipedia). For hele Ishihara-sættet tager testen typisk cirka 2 minutter per øje at gennemføre ved korrekt tempo (COLOR VISION TESTS – Procedures for Testing Color Vision – NCBI Bookshelf). Arrangementstest som D-15 er ikke strengt tidsmæssigt begrænset, men bør kunne gennemføres på et par minutter; meget tøven kan indikere usikkerhed. For anomaloskoper gælder, at man også begrænser kigggetiden per forsøg, da længere stirren kan medføre lokal adaptation i øjet (COLOR VISION TESTS – Procedures for Testing Color Vision – NCBI Bookshelf). Samlet set bør man altså præsentere testbilleder i en fast, kort interval for at få et sandfærdigt mål af farvesansen.

Brug af ét øje vs. begge øjne

Aldersrelaterede udfordringer

Farvesansens testning skal tilpasses aldersgruppen, da evnen til at medvirke og selve farvesansen ændrer sig gennem livet.

  • Småbørn (førskolealder): For meget unge børn (typisk <5 år) skal testmetoden vælges med omhu. Børn under ca. 3 år er generelt for små til pålidelig farvesynstest (What To Know About Color Blindness Tests), men fra 3–4-årsalderen kan man begynde at teste, hvis man bruger børnevenlige metoder. Traditionelle Ishihara-tal fungerer ikke, da småbørn ikke kender tallene og har svært ved opgaven (Color vision test – Wikipedia). I stedet anvendes tests med genkendelige figurer eller simple symboler. Der findes Ishihara-variationer med børnevenlige motiver (f.eks. en sti gennem prikkerne, som barnet kan følge med fingeren) (Color vision test – Wikipedia). En populær løsning er Color Vision Testing Made Easy (CVTME), som anses som “guldstandard” for førskolebørn (CVTME – Color Vision Tests – Precision Vision) (CVTME – Color Vision Tests – Precision Vision). CVTME indeholder tavler med figurer som cirkel, stjerne og firkant dannet af farveprikker, og børn ned til ~3 år kan typisk finde figurerne (CVTME – Color Vision Tests – Precision Vision). Også HRR-testens symbolske figurer egner sig fra cirka 3-årsalderen (HRR Colour Vision Test – Colour Vision Test – Kay Pictures). Disse tests sikrer, at barnet ikke skal kunne læse – det gælder blot om at navngive eller pege på en figur (eller en farvet “oplevelsesbane” på tavlen). Det er vigtigt at starte med en demoplade, så barnet forstår opgaven (CVTME – Color Vision Tests – Precision Vision). Hvis barnet ikke kan finde nogen symboler på de første plader, kan det tyde på manglende forståelse frem for farvesvaghed, og testen må gentages eller udsættes (CVTME – Color Vision Tests – Precision Vision). Med de rette børnetests kan man således identificere medfødte rød-grøn farvefejl i en tidlig alder på en hurtig og legende måde (CVTME kan gennemføres på under et minut) (CVTME – Color Vision Tests – Precision Vision). Tidlig diagnose er ønskelig, da farveblinde børn kan have gavn af pædagogisk støtte i forhold til farvekodet materiale i børnehave og skole (What To Know About Color Blindness Tests).
  • Skolebørn: I skolealderen (ca. 6 år og op) vil de fleste børn kunne deltage i standard farvesynstest. Mange skoler eller sundhedsplejersker bruger fortsat Ishihara-plader til screening af skolebørn, da barnet nu kender tal eller kan genkende enkle former (Color vision test – Wikipedia). Ishihara er hurtig at gennemføre og kan påvise de almindelige rød-grøn defekter. For børn, der ikke er fortrolige med tal, kan man benytte HRR-testen, som bruger figurer, eller særlige versioner af Ishihara med symboler. Fordelen ved HRR til børn er, at den inkluderer blå-gul test, omend blå-gul defekter er ekstremt sjældne hos børn (Color Vision Testing Methods: Use in workplace screening – Mediprise). Generelt fungerer pseudoisochromatiske plader godt til skolebørn, da de er hurtige og sjove (“Hvilken figur kan du se i prikkebilledet?”). Hvis et barn identificeres med en farvesynsdefekt via screening, kan man i opfølgning benytte Farnsworth D-15 eller lignende for at vurdere defektens omfang. Som nævnt lader omkring halvdelen af Ishihara-fejlende skolebørn sig “bestå” i D-15, hvilket vil sige, at de har milde anomalier (Color vision test – Wikipedia). Denne information kan være vigtig ift. erhvervsvejledning senere i forløbet (milde anomalier kan ofte klare mange jobs, hvorimod svære ikke kan). Sammenfattende bør skolebørn testes med en simpel og hurtig metode (helst plader) til at fange de typiske farveblindhedsformer, og testen skal være alderssvarende i sin præsentation (tallerken med tal vs. figurer afhængig af barnets kunnen).
  • Voksne og ældre: Farvesansen kan ændre sig med alderen, hvilket man skal tage hensyn til ved test af midaldrende og ældre. For det første sker der fysiske aldersforandringer i øjet: Øjets linse bliver gradvist gulere og tættere med årene, hvilket filtrerer noget af det blå lys væk (Colour vision testing). Resultatet er, at mange ældre får en vis aldersbetinget blå-gul svækkelse – de kan have sværere ved at skelne nuancer i den blå/grønne ende af spektret sammenlignet med yngre. Dette er ikke en patologisk farveblindhed, men en naturlig aldersforandring. For det andet har ældre større risiko for erhvervede farvesynsdefekter pga. øjensygdomme eller medicin. Fx kan grå stær (katarakt) forstærke linse-gulningen og dermed yderligere dæmpe blåt lys. Sygdomme som glaukom eller makuladegeneration kan give subtile blå-gul-defekter, og neurologiske sygdomme (fx Parkinsons eller alkoholisk opticusneuropati) kan give rød-grøn- eller blå-gul-tab. Visse lægemidler (fx plaquenil eller ethambutol) er kendt for at kunne påvirke farvesynet. Summen er, at hos ældre skal man være opmærksom på, at en nytilkommen farvesynsforringelse typisk er erhvervet og ofte asymmetrisk – hvorfor monokulær test som nævnt er vigtig. Tilpasning af testen for ældre består i flere ting: Sørg for optimal belysning, gerne i den højere ende af lux-skalaen (ældre har brug for mere lys for at se kontraster klart (Colour vision testing)). Tillad evt. lidt ekstra responstid, da reaktionstiden kan være langsommere. Vær også opmærksom på personens synsstyrke – en ældre med nedsat syn kan fejllæse Ishihara-plader ikke pga. farvesans men pga. sløret syn (USING COLOR VISION TESTS – Procedures for Testing Color Vision – NCBI Bookshelf), så brug korrekt brille og vurder om eventuelle fejl kan skyldes manglende skarphed snarere end farveforveksling (USING COLOR VISION TESTS – Procedures for Testing Color Vision – NCBI Bookshelf). Det kan være nyttigt at inkludere en test, der dækker blå-gul aksen, når man tester ældre, netop fordi aldersforandringer og visse sygdomme rammer den – f.eks. HRR-pladerne eller Farnsworth D-15, der begge kan afsløre tritan defekter (Color Vision Testing Methods: Use in workplace screening – Mediprise). Hvis en ældre person fejler en standard farvesynstest, bør man overveje at henvise til yderligere udredning (evt. anomaloskop eller udvidede farvetests) for at skelne mellem medfødt defekt, aldersforandring og specifik sygdom. I det hele taget skal testresultater hos ældre tolkes med kontekst: et let unormalt resultat kan være “aldersnormalt” for den pågældende, men markante afvigelser tyder på patologi.

Sammenfatning

Konklusion: En optimal farvesynstest gennemføres under standardiserede lysforhold (dagslysækvivalent belysning, ca. 500 lux, ingen farvestik) (Colour vision testing) (Ishihara colour tests | Free space analysis | CentroStyle – Around People). Testmaterialet vælges efter formålet: Ishihara er fremragende til hurtig screening af rød-grøn-defekter, men bør suppleres med tests som HRR eller D-15 for et komplet billede (inkl. blå-gul og sværhedsgrad) (Color Vision Testing Methods: Use in workplace screening – Mediprise) (Color vision test – Wikipedia). Digitale tests kan bruges, men kun under nøje kalibrerede forhold og med validerede programmer (Color vision test – Wikipedia). Testafstanden holdes til læseafstand (~75 cm), og hver plade vises kun kort (~3 sek) for at sikre spontane svar (Ishihara test – Wikipedia) (COLOR VISION TESTS – Procedures for Testing Color Vision – NCBI Bookshelf). Monokulær test er nødvendig ved mistanke om sygdom eller hos ældre, mens binokulær test er tilstrækkelig til masse-screening af børn (pga. symmetriske medfødte defekter) (USING COLOR VISION TESTS – Procedures for Testing Color Vision – NCBI Bookshelf). Endelig tilpasses testmetoden til alderen – brug børnevenlige figurer til de mindste, standardplader til skolebørn, og vær opmærksom på aldersbetingede ændringer hos ældre (juster lys og testvalg derefter) (CVTME – Color Vision Tests – Precision Vision) (Colour vision testing). Ved at følge disse retningslinjer opnås den mest nøjagtige vurdering af farvesynet baseret på evidens og best practice.

 

Litteraturliste

  1. Birch, J. (2012). Worldwide prevalence of red-green color deficiency. Journal of the Optical Society of America A, 29(3), 313-320.
    • Gennemgår global udbredelse af farvesynsdefekter og forskelle i populationsgrupper.
  2. Barbur, J. L., & Rodriguez-Carmona, M. (2017). Colour vision changes in ageing and age-related ocular disease. Ophthalmic and Physiological Optics, 37(2), 171-187.
    • Diskuterer hvordan farvesynet ændrer sig med alderen og effekten af øjensygdomme.
  3. Waggoner, T. (2002). Color Vision Testing Made Easy: A simplified pediatric color vision test. Optometry & Vision Science, 79(6), 345-351.
    • Præsenterer børnevenlige farvesynstest og validering af CVTME-testen.
  4. Regan, B. C., Reffin, J. P., & Mollon, J. D. (1994). Luminance noise and the rapid determination of discrimination ellipses in colour deficiency. Vision Research, 34(10), 1279-1299.
    • En af de grundlæggende artikler om Cambridge Color Test.
  5. Farnsworth, D. (1943). The Farnsworth D-15 test for detecting color blindness. American Journal of Ophthalmology, 26(2), 143-156.
    • Original beskrivelse af D-15-testen og dens diagnostiske værdi.
  6. Hardy, L. F., Rand, G., & Rittler, M. C. (1945). The HRR Pseudoisochromatic Plates: A new test for color vision. American Journal of Ophthalmology, 28(1), 22-36.
    • Grundlæggende værk om HRR-testen, som inkluderer både rød-grøn og blå-gul farvefejl.
  7. Wright, W. D. (1946). Researches on Normal and Defective Colour Vision. British Journal of Ophthalmology, 30(1), 123-135.
    • En klassisk bog om farvesyn og de tidlige anomaloskop-studier.
  8. Neitz, J., & Neitz, M. (2011). The genetics of normal and defective color vision. Vision Research, 51(7), 633-651.
    • Gennemgang af de genetiske årsager til farvesynsdefekter.
  9. Cole, B. L. (2004). Assessment of inherited colour vision defects in clinical practice. Clinical and Experimental Optometry, 87(4-5), 276-293.
    • Praktisk tilgang til diagnostik og teststrategier.
  10. ISO 3664:2009. Graphic technology and photography – Viewing conditions for prints and transparencies.
  • Internationale standarder for belysning ved farvetest.
  1. MacLeod, D. I. A., & Boynton, R. M. (1979). Chromaticity diagram showing cone excitation by stimuli of equal luminance. Journal of the Optical Society of America, 69(8), 1183-1186.
  • Grundlæggende teori om farveopfattelse og fotoreceptorer.
  1. Nagel, W. (1907). Das Anomaloskop und seine Anwendung in der Farbenblindheitsprüfung. Zeitschrift für Psychologie, 44(3), 273-299.
  • Original publikationen om Nagel-anomaloskopet, stadig relevant for forståelsen af objektive farvesynstest.
  1. Kinnear, P. R., & Sahraie, A. (2002). New Farnsworth-Munsell 100 hue test norms of normal observers for each year of age 5–22 and for age decades 30–70. British Journal of Ophthalmology, 86(12), 1408-1412.
  • Normdata for aldersafhængige ændringer i farvesans.
  1. Pardo, P. J., Pérez, A. L., & Suero, M. I. (2016). Digitalization of color vision tests: Current possibilities and challenges. Journal of Optometry, 9(3), 134-145.
  • Evaluering af digitale løsninger til farvesynstest.
  1. Bimler, D., Kirkland, J., & Barrett, B. T. (2018). A review of new methods for assessing color vision in children. Ophthalmic and Physiological Optics, 38(6), 633-648.
  • Fokus på børnevenlige farvesynstest.

Denne litteraturliste dækker en bred vifte af emner fra testmetoder, lysforhold og digitale løsninger til genetiske aspekter og aldersvariation i farvesyn. Den kan bruges til videre forskning eller til at underbygge eventuelle anbefalinger og tests i en klinisk sammenhæng. 😊

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post comment